mandag, maj 26, 2008

Nyt arbejde

Så er det efterhånden 3 uger siden jeg startede på nyt arbejde!

I en alder af 43 og med 14 års erfaring som bibliotekar på Holbæk Bibliotek, opstod denne mulighed for at prøve noget andet. Det vil sige, helt så "andet" er det jo ikke, men dog i nye rammer og med masser af nye udfordringer! Fra 1. maj er jeg nemlig ansat på Holbæk Bibliotek 8 timer om ugen og på Stenhus Gymnasium & Hf i 29 timer om ugen.

Jeg har to funktioner på Stenhus: Pasning af bogdepot (dvs undervisningsbøger) samt pasning af skolens bibliotek. Skolen er under ombygning og det er så heldigt, at jeg er ansat netop som biblioteket står for tur. Det heldige består i, at jeg på denne måde får mulighed for at være med ved nyindretning af biblioteket, men jeg har allerede nu forstået, at det er knapt med penge og muligvis også med indflydelse. Det bliver dog spændende at se, hvordan det bliver - jeg glæder mig i hvert fald!

Foreløbig har jeg nok at se til med at få overblik over disse 2 funktioner og hvad de hver især indebærer - mens jeg forsøger at huske nye ansigter og navne og få fornemmelse af den rytme, der er på en uddannelsesinstitution!