mandag, maj 26, 2008

Nyt arbejde

Så er det efterhånden 3 uger siden jeg startede på nyt arbejde!

I en alder af 43 og med 14 års erfaring som bibliotekar på Holbæk Bibliotek, opstod denne mulighed for at prøve noget andet. Det vil sige, helt så "andet" er det jo ikke, men dog i nye rammer og med masser af nye udfordringer! Fra 1. maj er jeg nemlig ansat på Holbæk Bibliotek 8 timer om ugen og på Stenhus Gymnasium & Hf i 29 timer om ugen.

Jeg har to funktioner på Stenhus: Pasning af bogdepot (dvs undervisningsbøger) samt pasning af skolens bibliotek. Skolen er under ombygning og det er så heldigt, at jeg er ansat netop som biblioteket står for tur. Det heldige består i, at jeg på denne måde får mulighed for at være med ved nyindretning af biblioteket, men jeg har allerede nu forstået, at det er knapt med penge og muligvis også med indflydelse. Det bliver dog spændende at se, hvordan det bliver - jeg glæder mig i hvert fald!

Foreløbig har jeg nok at se til med at få overblik over disse 2 funktioner og hvad de hver især indebærer - mens jeg forsøger at huske nye ansigter og navne og få fornemmelse af den rytme, der er på en uddannelsesinstitution!

fredag, marts 21, 2008

Marsvinet Mimi


Det er vist på tide at lade marsvinet Mimi, familiens nyeste erhvervelse, komme på bloggen. Hun er født 6.2.08 og Emma har ventet hende med længsel. Onsdag i sidste uge kørte vi så, Emma og jeg, medbringende en papkasse, til Søborg for at hente hende. Vi kørte lidt forkert på vej derind - jeg tror altid godt jeg kan finde vej, men sjovt nok, så er der ofte ét eller andet der ser anderledes ud end jeg forventede. Nå, men en tankstation og en 19 årig gut i kiosken kan jo redde dagen for de fleste!


Mimi blev hjembragt og installeret i buret, som Emma indrettet for ca 1 måned siden..... Og nu, efter hele 9 dage i familiens varetægt må vi sige, at det går ganske fint. Emma passer hende rigtigt godt og kærligt, Mimi spiser gladeligt agurk m.m. og skider i hvad der synes at være et fornuftigt omfang. Hun virker kvik og tilfreds, lidt nysgerrig men først og fremmest kærlig og fredsommelig.


Kattene? De har endnu ikke fået lov at hilse på - vi er ret sikre på, at de har svært ved at forstå de fine nuancer i forskellen på et marsvin - og de mange mus de med stor fornøjelse sætter til livs!

lørdag, marts 15, 2008

Så blev min datter 15!


Så blev Laura sørme 15 år!
Fantastisk som tiden går - men dejligt er det jo.
Det er sjovt at tænke på ligheder og forskelle mellem hendes 15-års liv og mit eget (nå ja for meget lang til siden).

Ud over indlysende teknologiske fremskridt og en udvikling, vi ikke havde turdet drømme om m.h.t mobiltelefoner, internet osv. så er det nok en fornemmelse af et "farligere" samfund, der udgør de største forskelle. Ja, vi havde da også hash, heroin og narkomaner og Aids var lige om hjørnet. Voldtægter og overfald kunne ske og Flemming kørte sig ihjel på motorcykel som 18 årig, mens Oles bedste ven druknede på havet og Sanne, den kæreste lille pige, blev dræbt af sin psykisk syge mor...Alt sammen særdeles skrækkeligt.

Men er det så mig, der er blevet mere "pylret" med alderen, er mediernes fokusering på voldsomme begivenheder større, er samfundet vitterligt blevet mere "råt" og påvirker terrortruslen som en global grå truende sky os alle i vores forhold og tillid til verdenen omkring os?

For Laura, som ungt menneske, med en tryg opvækst i et trygt miljø, ER farerne derude! Hun hører om dem alle vegne fra - men grundlæggende møder hun vel livet med samme optimisme og samme håb som vi andre gjorde? For hende er de vigtige spørgsmål lige nu og her dem, der handler om venner, kærester, uddannelse, fritid, fester og alkohol, musik og koncerter, regler, frigørelse, selvstændighed, mode, make-up, identitet - og HELDIGVIS for det!

Og jeg påtager mig gerne den nødvendige mor-rolle og klarer at være både "den fortrolige" og "det hysteriske uforstående oldtidsfund". Og så vil jeg gøre som mine forældre gjorde med mig: sidde klar med falck-kassen herhjemme, mens tøsen gør sig sine egne erfaringer!

onsdag, februar 20, 2008

Pyhhhh

Dem der tror, at det er nogen nem dans på roser at være tovholder på "23 ting Holbæk", kan godt tro om igen!!!

I sidste uge KÆMPEDE Tina med vejledninger til Mp3-afspillere og Media Player. I denne uge har jeg haft mere end svært ved at "greje" Last.fm. Spørg bare Lis i Jyderup, som måtte finde sig i at jeg sad med næsen i skærmen og fingrene i tastaturet i hvert et ledigt minut, mens jeg "forskede" i denne ting nr. 11. Men nu har jeg klaret det, he-he!

Og nej, det er IKKE fordi Last.fm er svær, men det kræver altså lidt mere arbejde, når man skal lave en (god) vejledning! Og en ganske bestemt ting drillede - nu har jeg fundet ud af det, det fremgår af vejledningen og INGEN af deltagerne i "23 ting Holbæk" behøver at bekymre sig!

Kan vi ikke genbruge vejledninger fra de andre biblioteker, der har lavet 23 ting? Jo, det gør vi også i vid udstrækning. Men vi afprøver jo de andres, tilretter, og ofte tilføjer vi lidt mere - andre gange har vi vægtet anderledes og må lave nye vejledninger.

Nå, men her til højre kan man i hvert fald se eksempler på 3 forskellige widgets fra Last.fm!

søndag, februar 10, 2008

Altså, dén stemme...!

I forbindelse med forberedelserne til uge 8's udfordring i "23 ting Holbæk" har jeg afprøvet min nye mp3-afspiller. Dét er fedt!

Jeg har aldrig haft nogen - jeg var meget glad for min cd-afspiller, men lidt irriteret over, at den hoppede og sprang, når jeg var ude at løbe (ja, det var dengang...!). Men oplevelsen ved at "få lyden ind i hovedet" var lige så fantastisk som jeg huskede.

Og hvad hørte jeg så?

Savage Rose: Black Angel-albummet.

INGEN kan synge som Annisette. En af mine allerførste koncert-oplevelser var med Savage Rose i Frederikshavn for en evighed siden - med Annisette på bare tæer, smuk, eksotisk og med en uforlignelig følsomhed i sin fantastiske stemmen.

"What do you do now" - jo, jeg venter på at komme hjem fra arbejde, på med mp3'eren og så UD i det dejlige solskinsvejr!

mandag, januar 14, 2008

23 ting - for 12-årige....

ok, måske ikke 23 ting, men i hvert fald bruge 12-årige uhæmmet løs af diverse nye medier og sociale teknologier...

Min datter Emma leverer på billedet bevis herfor:



Hun chatter med veninderne over messenger - bruger webcam for at se dem samtidig. Har youtube kørende i baggrunden med ynglings-vidoerne - med earplugs i ørerne, så vi andre ikke forstyrres. Og så ligger mobilen selvfølgelig lige ved siden af - der kunne jo komme en LIVSVIGTIG sms.....

lørdag, januar 12, 2008

Hvervningskampagne

Pyh, så blev jeg færdig med den nye folder til hverve-kampagne for Holbæk Garden. Jeg synes selv - i al beskedenhed - at den er blevet bedre end dem, vi tidligere har lavet i Garden, men om den er GOD NOK er jo svært at sige....

Nu skal den i hvert fald godkendes og derefter sendes ud til 3. klasserne i kommunen - og så må vi se, om det resulterer i nogle søde, skægge, livlige og dejlige nye medlemmer af Garden. Vi byder dem i hvert fald hjertelig velkomme!

onsdag, januar 02, 2008

YES! Næsten alle er tilmeldt!

Tilmeldingsfristen til 23ting Holbæk udløb i dag. Vi nåede op på 48-49 ud af 54, så det må siges at være rigtigt, rigtigt flot! Jeg er meget glad for den positive modtagelse projektet har fået og håber, at det nu også kan levet op til, at det bliver sjovt og lærerigt... Tina og jeg gør i hvert fald hvad vi kan.

Det vil i praksis blandt andet sige at vi:
  • forsøger at holde en positiv og uhøjtidelig tone, at lægge op til leg og hygge og "det skal være rart"
  • at vi går udenom de mest åbenlyse "fælder" i form af opgaver, der næste be'r om teknisk bøvl for flertallet
  • at vi holder os målgruppens differentierede niveau for øje - både i forbindelse med opgave-udvælgelsen og i vejledningsniveauet
  • at vi tilbyder supportercafe - der gerne skulle bidrage med konkret hjælp uden at vælte vores og andres skemaer og samtidig sikre, at ingen hægtes hjælpeløst af
  • prøver at skabe en fælles social oplevelse - og med en tilmeldingsprocent på omkring 90, så har vi et godt udgangspunkt!

tja... nu må vi se hvordan det går? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at vi får testet, hvormange håbløst langsomme pc'ere der findes rundt omkring - hvis de er der, så skal vi nok høre om dem ;-)